Odsherred Avis - områdets EGEN avis

Lørdag 4. september 2010

Ejer overraskede indbrudstyve

Tirsdag kl. 12:10 kom en 33-årig kvindelig ejer af en landejendom på Sidingevej i Sidinge hjem og overraskede to indbrudstyve.

Tyvene havde bl.a. stjålet en bærbar pc’er efter at have kravlet ind ad et åbentstående vindue, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Tyvene var kommet til stedet i en ældre koksgrå VW Polo med to døre og stor bagklap, som holdt i indkørslen. Det snarrådige vidne tog resolut nøglerne, som sad i tyvenes bil og ville smide dem ud i en kornmark. Èn af tyvene nåede dog at få fat i nøglerne inden, og mændene skyndte sig ind i bilen for at flygte.

Vidnet var dog ikke sådan til sinds at give op, men fik fat i bilens forreste nummerplade, som blev revet af. Tyvene kørte nu med høj hastighed mod Vig by.

Vidnet beskrev tyvene som:

- A: mand, etnisk dansk, 20-25 år, spinkel til ranglet af bygning, ca. 190 cm. høj, kort maskinklippet hår, iført hvid T-shirt og shorts. Bar en ørering i højre øre.

- B: mand, etnisk dansk, 20-25 år, ca. 180 cm. høj, mørkhåret, tæt/muskløs af bygning, iført T-shirt og shorts.

Lokalpolitiet i Holbæk vil gerne høre fra vidner, der kender de to mænd ud fra deres eller bilens beskrivelse. Ring 114.


© Copyright 2010 Odsherred Avis - områdets EGEN avis . Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Del på Facebook   Print siden   Send til en ven