Klik venligst

Odsherred Avis - områdets EGEN avis

Torsdag 9. september 2010

Ny kaproningsbåd deltager i regatta

Ny kaproningsbåd deltager i regatta

Den nye båd skal testes på Sorø Sø.

Søndag den 4. juli kan medlemmer af Nykøbing Sj. Roklub få en lille forsmag på et rigtigt kapronings-race ved at deltage i en tur til Sorø Regattaen på Sorø Sø.

Anledningen er klubbens indkøb af en 4-åres outrigger kaproningsbåd, som torsdag blev døbt ”Mester” af bestyrelsesmedlem og tidligere kaproer, Leif Meyer.

Beslutning om køb af kaproningsbåden blev taget på generalforsamlingen i marts. Båden afløser den gamle ”Sommer”, der havde 55 år på bagen og ”Tibli” med 46 år, begge var fireåres outriggere. ”Sommer” vandt ikke mindre end 13 løb i 1960, herunder et Danmarksmesterskab, mens ”Tibli” i 1974 havde et år år med flere sejre.

Nykøbing Roklub har masser af motionsroning, turroning, langtursroning, ergomesterorning og socialt samvær, mens kaproning har været lagt lidt på hylden de senere år. Nu er formålet at stimulere flere til at prøve kaproning, og flere af de gamle kaproere stiller sig til rådighed for coaching.

”Båden ”Sommer” var en gave i 1955 fra ejeren af Sommers Magasiner i København. Inden han etablerede sit firma i København, havde han arbejdet hos Buurgaard Jensens Manufakturhandel, og kom meget i roklubben,” fortæller Leif Meyer, som i 1963 vandt Danmarksmesterskabet i den fireåres outrigger på Bagsværd Sø.

”Først i 1960’erne, hvor jeg var kasserer i roklubben, tjente vi penge ved salg af lodsedler og afholdelse af pinsebal på Grønnehavehus. Klubben købte en 2-årers outrigger, der fik navnet Mester, opkaldt efter det fantastiske hold vi havde i 1959 og 1960.

”Båden blev lånt ud til Helsingør Roklub, der var så uheldig at beskadige båden rigtig meget under transporten. Helsingør Roklub betalte os bådens pris, og de overtog båden. I stedet for indkøbtes en ny 4-årers outrigger, den fik navnet TIBLI, der er forbogstaverne for hver af de fire roere og styrmanden fra 1959 og 1960, Thomas, Ib, Bent, Leif og Ib,” siger Leif Meyer.

Afløseren for Sommer og Tibli er den nye 4-årers outrigger, der fik navnet Mester, altså en slags videreførsel af de 2 gamle traditionsrige både. Navnet er forpligtende og inspirerende for de roere, der sidder i båden.

Den nye båd med modelnavnet ”Wintech” står i cirka 100.000 kroner, måler knap 13 meter og kan også ombygges til dobbeltfirer. Den er bygget af kulfiber i Kina og leveret via en forhandler i Hamborg.


Pressemeddelelse
fra Nykøbing Sj. Roklub


© Copyright 2010 Odsherred Avis - områdets EGEN avis . Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Del på Facebook   Print siden   Send til en ven